40 års jubilæum – er det nu noget at fejre.
Jeg har bemærket, at ældre mennesker vægrer
sig ved at holde fødselsdag, når de kommer op
i årene. Det slår ofte igennem omkring de 60 år.
Er alderen noget at fejre?
Vi er den generation, der satte spørgsmålstegn
ved, om der eksisterede et liv efter de 40. Og, vi undrede
os over, at lærere over de 40 ikke var gået på
pension.
Vores holdning var tydelig, når tidligere seminarister
holdt jubilæum på seminariet. Hvad ville de dog
på vort domæne? Og, hvad vidste de dog om moderne
pædagogik? Gik de ikke og forpestede folkeskolen –
tydeligt repræsenterende den sorte skole? De fremtrådte
som en levendegørelse af en Landsbydegns Dagbog.
Her står vi så i dag – de fleste af os
efter veludført gerning. Enkelte fortsætter i
skolestuens lugt af æggemadder - men de ved åbenbart
ikke bedre – eller også har de ikke noget bedre
sted at spise deres madpakke.
Johannes Møllehave underviste nogle år på
et seminarium. Han fandt opgaven meget betydningsfuld. Tænk,
at give de unge mennesker en god ballast til undervisningen
af den kommende generation. Han beskriver, at ordet seminarium
kommer af ordet semen dvs. sæd. Vores opgave bestod
med andre ord i at sprede den sæd, vi modtog på
seminariet.
Hvordan gik det med opgaven? Utvivlsomt godt! Vi var velforberedte
til folkeskolen Vi var ekstremt flittige på seminariet.
Vi havde modtaget en blændende undervisning. Og så
havde vi selve Nissumånden med os i bagagen. Ja, ånden
forude og rektor Høgels blik i nakken.
Vi har været en fryd for folkeskolen. Den absolut bedste
årgang. Os fra 69!
Vi er blot ikke blevet anerkendt efter fortjeneste. Omgivelserne
har haft svært ved at skelne 69erne og 68erne.
Vi har dermed fået skyld for alle fejltagelserne de
sidste 40 år. Det er altid 68ernes skyld ! Om det så
er rundkredspædagogik, så er det vores skyld.
Men helt ærligt. Lidt må vi vel gribe i egen
barm. Jeg må indrømme, at jeg var med. I 1968
kom jeg med det outrerede forslag i selve Helleneren, at vi
skulle være dus med seminarielærerne. Ren samfundsnedbrydning
og samfundsskadelig virksomhed. Rektor forbød straks
lærerne at give efter. Og mine klassekammerater var
ikke bedre. De foreslog, at vi selv overtog undervisningen.
Det blev en kold afvaskning. Det lærte vi af –
aldrig mere eksperimentere med undervisningen.
Men vi lader os ikke kue. Vi var en enestående årgang.
Et tydeligt bevis på, at vi 69ère har været
en enestående årgang og dermed blomsten af Danmarks
pædagogiske ungdom, ses i den kendsgerning at vi kunne
se, at årgangene før os, var pædagogiske
mørkemænd, og at vi kan høre og læse,
at årgangene efter os end ikke har formået at
lære børnene at læse. Ja, det siger Pisa-undersøgelserne
selv!
Ikke sært, at hele Danmark ryger ned i en dyb krise,
samtidig med at årgang 69 går på efterløn
og pension.
Ingen vil dog for alvor erkende denne sammenhæng. Alle
vil derimod beskylde os for al landsens ulykker. Derfor er
det på høje tid, at vi sætter hinanden
stævne og bruger resten af dagen på osende selvros.
Men, hvem ved, der er måske lys forude. Måske
er det ved at gå op for landets øvrighed og kongehus,
at vi vil blive svære at erstatte i folkeskole og samfund.
Vores 40-års jubilæum har vakt genlyd. Både
kongeskibet dannebrog, 66 kongelige heste med karet og garderhusarer,
samt deres Kongelige Højheder Henrik, og Dronning Margrethe,
meldte omgående deres ankomst til Lemvig, da vi havde
offentliggjort datoen for jubilæet. Jeres fortjenstmedaljer
kan således afhentes ved kongeskibets ankomst til Lemvig
havn i morgen tidlig kl.10.00.
Indtil da vil vi genopfriske minder ganske uden hukommelsesforskydninger.
Velkommen årgang 69 og til lykke.
Nils-Jørn Krejberg
|