40 års jubilæum – er det nu noget at fejre. Jeg har bemærket, at ældre mennesker vægrer sig ved at holde fødselsdag, når de kommer op i årene. Det slår ofte igennem omkring de 60 år. Er alderen noget at fejre?

Vi er den generation, der satte spørgsmålstegn ved, om der eksisterede et liv efter de 40. Og, vi undrede os over, at lærere over de 40 ikke var gået på pension.

Vores holdning var tydelig, når tidligere seminarister holdt jubilæum på seminariet. Hvad ville de dog på vort domæne? Og, hvad vidste de dog om moderne pædagogik? Gik de ikke og forpestede folkeskolen – tydeligt repræsenterende den sorte skole? De fremtrådte som en levendegørelse af en Landsbydegns Dagbog.

Her står vi så i dag – de fleste af os efter veludført gerning. Enkelte fortsætter i skolestuens lugt af æggemadder - men de ved åbenbart ikke bedre – eller også har de ikke noget bedre sted at spise deres madpakke.

Johannes Møllehave underviste nogle år på et seminarium. Han fandt opgaven meget betydningsfuld. Tænk, at give de unge mennesker en god ballast til undervisningen af den kommende generation. Han beskriver, at ordet seminarium kommer af ordet semen dvs. sæd. Vores opgave bestod med andre ord i at sprede den sæd, vi modtog på seminariet.

Hvordan gik det med opgaven? Utvivlsomt godt! Vi var velforberedte til folkeskolen Vi var ekstremt flittige på seminariet. Vi havde modtaget en blændende undervisning. Og så havde vi selve Nissumånden med os i bagagen. Ja, ånden forude og rektor Høgels blik i nakken.

Vi har været en fryd for folkeskolen. Den absolut bedste årgang. Os fra 69!

Vi er blot ikke blevet anerkendt efter fortjeneste. Omgivelserne har haft svært ved at skelne 69erne og 68erne.
Vi har dermed fået skyld for alle fejltagelserne de sidste 40 år. Det er altid 68ernes skyld ! Om det så er rundkredspædagogik, så er det vores skyld.

Men helt ærligt. Lidt må vi vel gribe i egen barm. Jeg må indrømme, at jeg var med. I 1968 kom jeg med det outrerede forslag i selve Helleneren, at vi skulle være dus med seminarielærerne. Ren samfundsnedbrydning og samfundsskadelig virksomhed. Rektor forbød straks lærerne at give efter. Og mine klassekammerater var ikke bedre. De foreslog, at vi selv overtog undervisningen. Det blev en kold afvaskning. Det lærte vi af – aldrig mere eksperimentere med undervisningen.

Men vi lader os ikke kue. Vi var en enestående årgang. Et tydeligt bevis på, at vi 69ère har været en enestående årgang og dermed blomsten af Danmarks pædagogiske ungdom, ses i den kendsgerning at vi kunne se, at årgangene før os, var pædagogiske mørkemænd, og at vi kan høre og læse, at årgangene efter os end ikke har formået at lære børnene at læse. Ja, det siger Pisa-undersøgelserne selv!

Ikke sært, at hele Danmark ryger ned i en dyb krise, samtidig med at årgang 69 går på efterløn og pension.

Ingen vil dog for alvor erkende denne sammenhæng. Alle vil derimod beskylde os for al landsens ulykker. Derfor er det på høje tid, at vi sætter hinanden stævne og bruger resten af dagen på osende selvros.

Men, hvem ved, der er måske lys forude. Måske er det ved at gå op for landets øvrighed og kongehus, at vi vil blive svære at erstatte i folkeskole og samfund. Vores 40-års jubilæum har vakt genlyd. Både kongeskibet dannebrog, 66 kongelige heste med karet og garderhusarer, samt deres Kongelige Højheder Henrik, og Dronning Margrethe, meldte omgående deres ankomst til Lemvig, da vi havde offentliggjort datoen for jubilæet. Jeres fortjenstmedaljer kan således afhentes ved kongeskibets ankomst til Lemvig havn i morgen tidlig kl.10.00.

Indtil da vil vi genopfriske minder ganske uden hukommelsesforskydninger.
Velkommen årgang 69 og til lykke.

Nils-Jørn Krejberg