SEM 1924 Kaduhuske

Uddrag af en 24’ers erindringer

1. september begyndte det nye skoleår på Nr. Nissum Seminarium. Far havde i sin tid været henne at tale med forstander Gjelstrup, og jeg er vel blevet indmeldt til forberedelsesklassen ved den lejlighed. Nu var jeg derhenne en dag, ikke så længe før skolen skulle begynde, for at finde et værelse. Der var ikke meget at vælge imellem, om der i det hele taget var noget valg. Jeg fik et værelse i stueetagen på “Vestenly”. (…) På 1. sal var der elevværelser, alle beboet af kvindelige elever, damer, som man sagde dengang. Derfor blev “Vestenly” også kaldt “Damely”. I stueetagen var der kun det ene elevværelse, som jeg nu blev indehaver af.

Hjemme blev det sidste korn høstet 31. august det år. Jeg ville hjælpe færdig med mejningen, så først om morgenen 1. september cyklede jeg af sted til Nissum. (…) Da jeg cyklede gennem Lemvig lagde jeg mærke til en pæn ung mand, der gik med en frakke under armen. (…) Vi kom i snak med hinanden, og det viste sig snart, at vi havde samme mål: Nr. Nissum Seminarium. Jeg havde truffet min første klassekammerat. Han var sønderjyde og havde været med i slutningen af første verdenskrig. (…) Da vi kom til Nissum, fandt vi jo snart til “Den Gule”, og vi lindede døren. Der var fyldt af unge mennesker lige indenfor og i vestibulen. Jeg spurgte den der stod nærmest døren: “Er dette her forberedelsesklassen?”. “Det er det hele,” lød svaret. Alle fire klasser var altså samlede her, og seminariets fysiklærer talte til minde om H. C. Ørsted. Det var hundredåret efter Ørsteds iagttagelse af, at en magnetnål, der anbringes i nærheden af en elektrisk strøm, afbøjes.

Det første år spiste jeg på “Borgen”. I den store spisesal var der fire lange borde. Betalingen for fuld kost var i 1920 60 kr. pr. måned. Morgenmad, frokost, middag, eftermiddagskaffe, aftensmad. Om søndagen også aftenkaffe.

Jeg var ikke særlig glad for at bo på “Vestenly”, så da jeg hørte, at der var et ledigt værelse nede i Korinth, gik jeg ned og lejede det. (…) I den anledning gik jeg op til forstander Gjelstrup. I daglig tale kaldte vi ham PC. “Jeg kommer for at fortælle, at jeg flytter ned til Korinth.” “Jamen, det skal De ikke komme og fortælle. Det skal De komme at spørge om.” (…) Nå, der var nu ikke noget i vejen for, at jeg måtte flytte til Korinth, og 1. november 1920 flyttede jeg så derned. 5-6 kr. mdl. i husleje lyder jo ikke af ret meget i dag, men man regnede jo i lidt mindre tal dengang, jvf. prisen på kosten. Så skal det jo også siges, at værelserne ikke ligefrem var komfortable. De var små, dårligt isolerede, og med en kakkelovn, der godt kunne være vanskelig engang imellem.

I juni skulle vi så til optagelsesprøve. Dansk stil 3 timer, diktat 1 time, prøve i skrivning 1 time, skriftlig regning 3 timer. Jeg tror, optagelsesprøverne alt i alt afvikledes i løbet af 3-4 dage, så der var fart over feltet, da det gjaldt de mundtlige prøver. Jeg tror, jeg var oppe 4-5 gange en enkelt dag. (…) Af 44 blev 34 meldt optaget. Vi måtte sige farvel til mange gode kammerater, som vi havde lært at sætte pris på. (…) De tre seminarieklasser havde nogle uger tilbage endnu, så der var stadig liv og røre på stedet. Vi var så nogle af min klasse, som ikke havde hastværk med at tage hjem på ferie. Jeg havde heller ikke sendt bud hjem om, hvordan det var gået. Men spændingen derhjemme havde været stor, så far tog cyklen og kørte til Nissum. Han måtte have rede på tingene. Det var vist i Korinth, han havde truffet en, som havde fortalt ham, at jeg havde klaret mig godt. Far fandt mig på boldbanen, og han kom grædende imod mig. Jeg blev naturligvis forskrækket, men sagen var den, at han græd af glæde over, at det var gået godt.

Men hvordan med finanserne? I forberedelsesåret havde jeg fået hjemmefra, hvad der skulle til, men kun som lån. En jævn husmand og tømrer kunne ikke holde en dreng til bogen, når der foruden ham var fem yngre. Jeg tror, far havde lånt til mit forbrug hos en bekendt, som havde “sit på det tørre”. Men nu skulle der laves et regulært lån i Lemvig Sparekasse. Lånet var i første omgang 5000 kr., og far havde fået ikke færre end ti gårdmænd til at kautionere for lånet. Jeg fik tegnet en livsforsikring på 4000 kr., så ingen af gårdmændene risikerede at gå fra hus og hjem, selv om jeg skulle dø, før gælden var tilbagebetalt.