A-klassen startede en vandrebog, der dog gik i stå efter små tre år.
Her er et lille uddrag:
1.
Så blev da festklæderne efter dimissionen hængt på plads igen. Der var uro, længsel og taknemlighed i mit sind. Jeg var taknemlig over en munter og arbejdsfyldt seminarietid. Årene svandt hastigt, målet blev nået, venskaber blev sluttet og værdier af højeste karat blev vor del. For dette vil jeg sige den enkelte klassekammerat tak, tak for fællesskabets rigdom – for værdifulde stunder. – Tilbage ejer vi minder og længslen, den attrå, der er saltet i Limfjordens vande, men også den fartens glød, der har blusset vore kinder.
2.
… jeg er beskæftiget som opdrager af hvidovreborgernes mere eller mindre tvivlsomme afkom og efter bedste evne og overbevisning søger at give hint den åndelige ballast, der er foreskrevet i ”Den Blå”. Det er – som de fleste vel har opdaget – en ret vanskelig, men særdeles interessant opgave.
3:
Har I på jeres skoler fænomenet elevråd? Det er vi belemret med, og jeg synes at eleverne (…) ofte går temmelig vidt. Endnu er de dog ikke taget med på råd, når en lærer skal ansættes…
4.
Ved gennemlæsning af mappen kunne jeg dog ikke lade være med at forestille mig samme ”Vandringsmand” om nogle år. Da vil den utvivlsomt have ændret karakter og sandsynligvis være forum for interessante og måske heftige diskussioner, idet vi ganske givet vil blive mere og mere forskellige, efterhånden som seminariestøvet blæses af os.
Kollegieliv på ”Akropolis” 1958 – 63
Mit første værelse fik jeg på Akropolis – i ”Stuen” – Det var ret stort – i hvert fald var der HØJT til loftet. Det lå i det nordøstligste hjørne af bygningen (hvor der nu er indgang) – med 2 ydervægge – og der var KOLDT, selvom jeg skruede helt op for radiatoren…………….Men det var jo også 1. februar, og snevinter. Møbler havde jeg ikke så mange af – en divan, 1 armstol, 3 taburetter, 1 bord arvet fra Bedstefars – 1 kommode ( gave fra Mormor)og 2 hængereoler ( selvlavede). Skab var der i forvejen.
Lige udenfor døren var der et køkkenbord, hvor jeg havde et spritapparat stående, så jeg kunne koge vand og lave lidt varm mad, men det gjorde jeg nu ikke. Far mente, det var bedre, at jeg spiste på Borgen.
Efter sommerferien 1958 flyttede jeg ovenpå i et mindre værelse (2½ gange 3½ m2) – nr. 53, men der var det let at holde varmen. Her var der let adgang til køkkenet på loftet, hvor der var gas og skabe, så da gik jeg i gang med selv at sørge for morgenmad og aftensmad, så det var kun middagen, der blev spist på Borgen. Køleskab havde vi ikke, så rugbrød og spegepølse havde jeg i en margarinekasse (metal) i min del af skabet.
I loftrummet ved siden af køkkenet var der også strygebræt og strygejern – – og på ”det store loft” var der snore til ”klatvask”.
Rengøringen af gangene og toiletterne sørgede pedellen for, men vores værelser og køkkenet skulle vi selv ordne – naturligvis – Vi valgte hvert år – på bygningsmødet i august – en ”præsident” og en politibetjent, der tilrettelagde hvornår hver enkelt havde køkkenvagt – og sørgede for at minde os om det, hvis vi skulle ”glemme” vores vagt, men da vi jo alle var interesserede i at have et ordentligt køkken, skete det ikke så tit. Vagten skulle koge karkludene, tørre gasapparater og borde af og feje gulvet, gulvvask sørgede rengøringskonen og opvask, der ikke var fjernet inden kl. 20 blev sat ind på loftet.
Det var skønt at bo der, og der var altid nogen at snakke med, hvis man havde brug for det. Læsero var der også. Jeg tror de fleste af os, uanset hvilken årgang vi var på – læste fra kl. 16 – 18 – – og så igen om aftenen, hvis ikke vi havde nået det hele. Jeg kan ikke huske, at der nogensinde var larm, eller andre forstyrrelser – – og man bankede selvfølgelig på, hvis man ville besøge én. Der var frihed under ansvar, og det var en selvfølge, at mænd og kvinder ikke overnattede hos hinanden.
I november måned havde vi bygningsfest. Det foregik i klasseværelset under festsalen –(”lovsangssalen”) altså spisningen – og så var der dans på gangen på Akropolis derefter. Der blev anbragt en grammofon i et af de midterste værelser, og så var der valgt tre, der på skift tog sig af pladevenderiet. Pladerne havde vi lånt af kammerater, der var så heldige at have en pladespiller. Det havde jeg godt nok også, men min pladebeholdning omfattede ikke dansemusik. Musikken var mest New Orleans- jazz (Louis Armstrong og Papa Bue bl.a.) og amerikansk pop-musik med bl.a. Pat Boone, der var meget populær først i 60erne. I et af rummene var der ”bar” med sodavand og cola (alkohol var ikke tilladt). Vi inviterede en mand hver – dvs, vi afleverede forslaget til, hvem vi ville have med, til ”præsidenten”, der så sørgede for invitationen. De inviterede fik ikke at vide, hvem der havde inviteret. Som jeg husker det, sluttede festen kl. 1 med en fællessang – oprydningen lod vi vente til næste formiddag – så megen lektielæsning blev det ikke til den søndag.
Det var jo et gammelt hus – stedets ældste – og ret utæt, så hvert efterår kom der mus ind – jeg anskaffede en klapfælde, så musen blev slået ihjel, når den gik i den.
Bademuligheder var der ikke – det foregik henne i gymnastiksalens bruserum – og ellers var det ”etagevask” på toilettet, hvor der også var to vaskekummer.
Jeg nåede at bo to steder mere på Akropolis – i nr 54 og nr 50. Hvorfor de havde de numre, fandt jeg aldrig ud af, men de var malet på døren – og stammede nok fra højskoletiden gætter jeg på.
August 1963 flyttede jeg ind på Elysium i et dejligt værelse med – næsten – egen altan. Det var det sidste værelse på øverste etage. Og i køkkenet var der køleskab – Ren luksus i mine øjne!
Balle-64